Gå til indhold

Gudstjeneste

Gudstjenestens stil & kultur

Vi er en opgraderet og noget mere moderne udgave af folkekirken. Vores gudstjenesteform er anderledes end den traditionelle, du som regel kan møde i Folkekirken. Den er fri og uformel, men også højtidelig på punkter, hvor det kræves. Vi gør brug af moderne pop-rock og letforståelig lyrik i sangene. Og så er der en høj grad af medvirken fra medlemmer af menigheden i gudstjenestefejringen. Der er teams, som bidrager til multimedie, lovsang, forbøn og kreative indslag. Samtidig er vi bevidste om, at man skal have mulighed for at være tilstede mere observerende end deltagende, hvis man har behov for det.

Tematisk læring & personlig vækst

Vi gør meget ud af vores tema til gudstjenesten. Der vil være powerpoints på storskærm og prædiken bliver optaget på mp3 eller video, så du kan se og høre prædiken igen – derhjemme, i S-toget, på vej til arbejde – når og hvor du ønsker det. Du kan downloade optagelse og powerpoints fra vores online ressourcebank. Der vil også være mulighed for sammen med andre i en netværksgruppe både at forberede sig sammen og at efterbehandle søndagens tema gennem fælles procesøvelser og personlig reflektion. Vi satser højt på læring og personlig vækst gennem de temaer, vi gennemgår til gudstjenesten.

Gudstjeneste – hvor ofte og hvor?

Vi har som udgangspunkt gudstjeneste ulige uger i Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse.Her mødes vi 10:10 til kaffe, starter gudstjeneste klokken 10:30 og slutter igen omkring klokken 12, hvorefter vi spiser frokost sammen. Vi har dog ikke altid sådanne gudstjenester, så tjek kalenderen her på hjemmesiden.

Øvrige søndage er der ofte mulighed for at deltage i en netværksgruppe, primært 3. søndag i måneden, hvor vi har udarbejdet et særligt værktøj (download værktøj under ressourcer). Se i kalender med gudstjenestetider og -temaer.